Om os...

Det Lille Vinsalg er en vinbutik med et stort udvalg af naturvine. Vores vin kan også være økologisk eller biodynamisk certificerede. Men disse certificeringer er ikke et mål i sig selv. Vi går mere op i at vinene er produceret så naturligt som muligt - dvs. spontangærede og frie for giftstoffer og unødvendige tilsætningsstoffer. Mange af vores vine er også uden tilsat sulfitter (svovl/SO2).

Det Lille Vinsalg forhandler også specialudvalgte alkoholfrie alternativer, danskproduceret cider samt andre højkvalitetsprodukter, såsom proptrækkere og vinpropper, sardiner og makrel på konserves, diverse økologiske chips, nødder etc.

Der er desuden også mulighed for at købe et glas naturlig vin i åbningstiden.


Det Lille Vinsalg startede op i 2020 i et lagerlokale i Højby. Kort tid efter flyttede butikken til Oluf Bagers Gade, hvor vi oplevede en stigende interesse for naturvin. Og fra d. 1. april 2023 kan du finde butikken i Nedergade 22, hvor man kan gå på opdagelse i et stort udvalg af naturvine, primært fra Europa.

Bag ved Det Lille Vinsalg er vi 2 vennepar, som gennem en årrække har opnået et bredt kendskab til naturlige vine. Vi brænder for at servicere kunderne med naturlige vine, som kommer fra vinproducenter med hjertet på det rette sted. Vinproducenterne kan betragtes som vin-håndværkere (l’artisans), som sætter en ære i at producere et så ærligt og naturligt produkt som muligt, uden brug af kemi og manipulation i både mark og kælder.

Vores vine er udvalgt i samarbejde med vores yderst kompetente og dygtige importører, som har samme mission som os.

Man kan skrive meget mere om hvad naturvin er, men vi synes bare at du skal komme ind i butikken og selv opleve hvad vores naturlige vine kan.

Vi glæder os meget til at se dig i Det Lille Vinsalg!

Venlig hilsen Lane, Rikke, Lars og Thomas